Tre ønsker fra kommunerne på vej til Borgerblikket og Mit Overblik

Den 16. december bliver Borgerblikkets administrationsmodul og Mit Overblik på borger.dk opdateret med en række ændringer. Tre af ønskerne kommer fra kommunerne.

Tre af ønskerne kommer fra ændringsønskeportalen, hvor kommunerne indmelder deres forslag og ønsker til ændringer i Borgerblikket og Mit Overblik.

1: Visning af igangværende sager, uanset skæringsdato
Det bliver muligt at udstille igangværende sager, der ligger før den skæringsdato, som kommunen har valgt. Kommunerne har Borgerblikket-løsningen indsat en skæringsdato, der frasorterer gamle afsluttede sager, som kommunen af forskellige årsager ikke ønsker at vise på Mit Overblik. Det kan eksempelvis være sager, hvor datakvaliteten ikke er den rette, fordi sagen indeholder indforstået fagsprog, som borgeren ikke ville kunne forstå. Denne skæringsdato har imidlertid også spærret for at andre igangværende sager af ældre dato, der sagtens kan vises for borgeren. Med denne ændring i Borgerblikkets administrationsmodul kan kommunerne nu aktivt vælge at give deres borgere adgang til igangværende sager, der ligger uden for skæringsdatoen.

2: Ny verifikationsklient i SAPA giver adgang til at kunne se det, som borgeren kan se på Mit Overblik
Det har været et længe efterspurgt ønske fra kommunerne og UDK at få mulighed for at se de data, som borgeren ser på Mit Overblik. Den nye verifikationsklient, som vi kalder den, gør nu dette muligt i SAPA. I praksis betyder det, at en betroet medarbejder i kommunen, der gerne må se alle borgernes sager, får en speciel jobfunktionsrolle i SAPA, der giver dem adgang til at slå et cpr-nummer op og se lige præcis de data, der udstilles på borger.dk for den pågældende borger. Det er dog kun kommunens egne data, der kan ses, og ikke data, som vises for borgeren fra andre myndigheder (hverken andre kommuner eller UDK).

Verifikationsklienten er beregnet til at verificere, hvad det er for data, der bliver udstillet baseret på den KLE-opsætning, som kommunen har i produktion. Værktøjet skal derfor ses som et supplement til det nye prototypetestmiljø, hvor kommunen har mulighed for at ændre sin KLE-konfiguration og se, hvordan det påvirker visning (men altså med testdata).

3: Hjælpetekster til Mit Overblik
Den nye BOB-service gør det muligt at udstille flere typer af hjælpetekster (kaldet tooltips) i Mit Overblik direkte fra Borgerblikket. I dag findes der forklarende tekster til de forskellige statusser (fx at sagen er i gang eller afsluttet) i Mit Overblik. Dette bliver nu udvidet til de beløb, som borgeren kan se på Mit Overblik. Det kan fx være, at et beløb ikke nødvendigvis svarer til det beløb, der havner på borgerens bankkonto, fordi der måske er lavet en modregning. Hjælpetekster bliver på længere sigt udvidet til andre elementer i brugergrænsefladen, hvor vi i Borgerblikket-projektet kan levere hjælpetekster ned på den enkelte sagstype. Den praktiske udførelse af dette aftales med Borgerblikkets kommende faggruppe.

Øvrige ændringer
Derudover ligger der tre udviklingsopgaver, som alle er af teknisk karakter. Den ene går ud på at give vores leverandør bedre mulighed for at supportere kommunerne i forbindelse med fejlsøgning. Den anden handler om at simplificere visningen af selve ydelsesobjektet, og den sidste handler om at sikre, at BOB-servicen kan rulles tilbage til en tidligere version i det tilfælde, at den er fejlbehæftet.

Ændringerne kommer i Release 3.5, den 16. december 2021. Kommunerne bliver præsenteret for indholdet af releasen på et kommende dialogmøde, hvor der også bliver mulighed for at stille spørgsmål.

 

Kontakt

Chefkonsulent / It-konsulent
3268 0439