Danmark får nyt Bygnings- og Boligregister

Med det nye Bygnings- og Boligregister (BBR) kan danskerne se frem til et moderne, brugervenligt og fremtidssikret register for data om boliger og erhvervsejendomme.

Den 6. juni 2017 får danske kommuner og borgere et nyt og forbedret Bygnings- og Boligregister (BBR), der giver bedre datakvalitet, øget brugervenlighed og smidigere arbejdsgange, når kommunerne skal administrere boliger og erhvervsejendomme.

Moderniseringen af BBR er gennemført i tæt samarbejde mellem SKAT, KL/Kommunerne, Netcompany og KOMBIT, der har styret projektet.

Ny leverandør

For første gange i sin 40 år lange levetid, skifter registeret til en ny leverandør.

Netcompany vandt udbuddet på BBR-registeret sommeren 2015. Siden da har SKAT, KL, KOMBIT og en gruppe af dedikerede kommunale brugere samarbejdet med den nye leverandør om at modernisere løsningen, som netop er sat i drift.

Et moderniseret BBR

Med det nye BBR-register vil flere arbejdsgange i kommunerne bliver it-understøttet, og dermed sikre en smidigere og smartere behandling af bygningsdata.

Gennem et nyt brugervenligt design øges brugervenligheden, ligesom datakvaliteten øges via bedre sammenhæng mellem data i BBR og andre registre.

Det nye BBR er desuden forberedt til udvidelser, der på sigt giver borgerne mulighed for selv at sende rettelser til egne boligdata direkte til BBR.

Ydermere betyder moderniseringen, at registeret bliver mere omstillingsparat, hvorfor det fremadrettet vil blive lettere og hurtigere at tilpasse systemet og sikre relevante anvendere adgang til registerets data.

Hvem bruger BBR?

BBR blev oprettet i 1977 og indeholder oplysninger om alle bygninger og boliger i Danmark. Oplysningerne omhandler beliggenhed, anvendelse, installationer, areal og meget andet.

Oplysningerne i BBR anvendes både af de statslige, regionale og kommunale myndigheder samt af forsyningsselskaber og private virksomheder.

BBR-data spiller fx en vigtig rolle når ejendomsmæglerne skal kortlægge de faktuelle forhold omkring ejendommen og dens historie i forbindelse med køb og salg af boliger.

Registret er også afgørende for at skabe overblik over bygninger når beredskabet skal rykke ud, for forsikringsselskaber når de beregner forsikringspræmie og for myndighederne, når de skal fastsætte de offentlige ejendomsvurderinger – og dermed boligejernes ejendomsværdiskat.