KOMBIT inviterer til informationsmøder om Kommunernes Sygedagpengesystem

Ydelseschefer, KSD-projektledere og sagsbehandlere inviteres til at få indblik i den nye løsning.

Det er et år siden, KSD-projektet sidst så kommunerne til netværksmøder om Kommunernes Sygedagpengesystem. Idriftsættelsen af løsningen er forsinket, og kommunerne afventer en ny tids- og udrulningsplan. Men stille og roligt former KSD sig til en løsning, som KOMBIT gerne vil give kommunerne mere indblik i.

Derfor inviterer KSD-projektet i perioden 9.-18. maj 2017 kommunerne til en række informationsmøder, hvor vi fortæller om den kommende løsning, og hvor der bliver mulighed for at møde KOMBITs folk bag projektet. Det er møder, som kommunerne frivilligt kan deltage i, og som ligger ud over de implementeringsaktiviteter og netværksmøder, som leverandøren KMD afholder indtil et år efter sidste kommune har ibrugtaget KSD.

Indhold og deltagere

Der bliver holdt i alt seks møder med samme program. Hver kommune kan tilmelde maks. tre personer, nemlig ydelseschefen, KSD-projektlederen og én sygedagpengesagsbehandler. Programmet er tilrettelagt, så der er indhold målrettet netop disse tre profiler: hvad er status på KSD-projektet, hvad er KSD for en løsning, og hvordan vil den forandre arbejdsgange på sygedagpengeområdet? KOMBIT vil desuden præsentere skærmbilleder fra KSD.

Dagsorden

Kl. 8.45 – 9.00 Ankomst og morgenmad
Kl. 9.00 – 9.45 Velkommen og status på KSD
Kl. 9.45 – 11.40 Om Kommunernes Sygedagpengesystem
Kl. 11.40 – 11.55 Sandwich
Kl. 11.55 – 12.45 Rundt om KSD – få svar på hvordan:

  • KSD ændrer dine arbejdsgange – stil spørgsmål til de forretningsansvarlige for KSD og få mulighed for at få uddybet de spørgsmål, du har efter præsentationen af løsningen
  • KMD Dagpenge udfases og konverteres over i KSD. Hvordan foregår dette mellem KMD, KOMBIT og kommunerne – hvad sker hvornår, og hvem er involveret i hvad?
  • business casen for KSD ser ud, og hvordan KOMBIT sikrer kvalitet i løsningen
  • den tekniske løsning af KSD er bygget op – hvordan kommer brugerne på, og hvordan bliver interimscenariet for Støttesystemerne ”Organisation” og ”Klassifikation”?

12.45 – 13.00 Tak for i dag

Datoer og tilmelding

Da KOMBIT for første gang inviterer sagsbehandlere med (én per kommune), er kommunerne på forhånd blevet fordelt på informationsmøderne for at holde deltagerantallet nogenlunde ensartet.

Der bliver sendt én invitation per kommune til KSD-projektlederen, som bedes koordinere tilmeldingen af ydelseschefen, en sagsbehandler og sig selv samtidigt via tilmeldingsformularen.

Vi gør opmærksom på, at uanset kommunestørrelse vil det kun være muligt at tilmelde én sagsbehandler.

 

Kontakt

Chef for Implementering
3334 9472