Historien om KOMBIT

KOMBIT blev dannet i 2009 og har siden arbejdet for at udvikle og udbrede effektive digitale løsninger til de danske kommuner.

KOMBIT blev dannet den 20. maj 2009 og overtog i den forbindelse aktiviteter og medarbejdere fra det daværende Kommune Holding. Siden er KOMBIT vokset til at være en stærk spiller, der samler kommunerne og udvikler effektive digitale løsninger. KOMBIT A/S er et ikke-finansielt aktieselskab, som er 100% ejet af KL.

Fra Kommune Holding til KOMBIT

Kommune Holding blev dannet i 2003, da KL's bestyrelse besluttede at etablere en holdingkonstruktion omkring KL's ejerskab af KMD A/S og Kommuneinformation A/S. Samtidig fik Kommune Holding ansvar for enkelte større it- og digitaliseringsprojekter, herunder udviklingen af et nyt Bygnings- og Boligregister (BBR) og en løsning til indberetning af syge- og barselsdagpenge - det der senere kom til at hedde NemRefusion.

I starten af 2009 blev KMD solgt til EQT og ATP. Samtidig besluttede KL, at der var behov for et større og stærkere selskab, der i tæt og konstant samarbejde med kommunerne kunne tage hånd om it- og digitaliseringsprojekter. Derfor valgte KL's bestyrelse med opbakning fra kommunerne at styrke Kommune Holding, der samtidig skiftede navn til KOMBIT. For at kunne investere i udvikling af løsninger blev halvdelen af provenuet fra salget af KMD lagt ind i KOMBIT.

KOMBIT efter salget af KMD

Siden 2009 har KOMBIT begyndt eller videreudviklet en lang række projekter, og medarbejdertallet er vokset fra ca. 15 til godt 220. KL, der ejer KOMBIT, satte fra starten rammerne for en ambitiøs virksomhed, der skal bistå kommunerne med at møde de digitale udfordringer, som kommunerne møder i deres dagligdag. I dag kører KOMBIT flere end 30 projekter og har taget de første afgørende skridt mod en konkurrenceudsættelse af kommunernes kritiske it-løsninger.