Standard for databehandleraftaler mellem Rambøll og kommuner klar

Med udgangspunkt i den nye persondataforordning, og efter ønske fra Kit@s bestyrelse, er der blevet udarbejdet en fælleskommunal standard-databehandleraftale til eksisterende aftaler med Rambøll.

Kommuner, KOMBIT og Rambøll har i fællesskab udarbejdet et bud på en standarddatabehandleraftale, som kan anvendes til eksisterende aftaler mellem Rambøll og kommunerne. Parterne har taget udgangspunkt i den standard-databehandleraftale, som blev udarbejdet tidligere i år af KOMBIT, SKI og KMD, der er modelleret over KL/KOMBITs skabelon for databehandleraftaler mellem kommuner og it-leverandører.

Præmisserne for udarbejdelse af standard-databehandleraftalen har været:

  • Kommunerne pålægges en række forpligtelser efter lovgivningen, men må udover disse aftaleretligt ikke stilles ringere efter maj 2018 end i dag
  • Aftalen er baseret på en minimummodel med fokus på overholdelse af loven uden yderligere krav og dermed uden ekstraomkostninger for kommunerne til sådanne krav
  • Aftalen tager afsæt i den allerede eksisterende skabelon for databehandleraftaler mellem kommuner og it-leverandører
  • At versionen indeholder nuværende og kommende lovgivningskrav til indholdet i en databehandleraftale
  • At aftalen kan anvendes til kommuners eksisterende aftaler med Rambøll.

Standard-databehandleraftalen mellem Rambøll og kommuner finder du her i både word-format og pdf-udgave.

En hjælp – ikke et krav

Det er vigtigt at understrege, at standard-databehandleraftalen skal ses som en hjælp til kommunerne. Det står kommunerne frit for at foretage egne forhandlinger med Rambøll, så det er altså frivilligt, om man vil benytte aftalen eller ej.

Ønsker man at benytte standard-databehandleraftalen, kan man kontakte Rambøll, som sender en færdigudfyldt databehandleraftale til kommunerne, hvor alle bilagsoplysninger – herunder kommunens dataansvarliges instruks til databehandler – så vidt muligt er udfyldt. Kommunen bør selv gennemgå oplysningerne og sikre, at den enkelte databehandleraftale er korrekt udfyldt, inden aftalen underskrives.

Hvornår kan standard-databehandleraftalen anvendes?

Denne databehandleraftale dækker helt specifikt og udelukkende aftaler mellem kommuner og Rambøll. Herunder også kontrakter indgået efter gennemført EU-udbud mellem kommunen og Rambøll. Denne kategori dækker over alle kontrakter, som ikke er indgået på en SKI rammeaftale.

Ved alle øvrige aftaler mellem kommuner og it-leverandører, henviser KOMBIT til, at kommunerne kan benytte den tidligere udarbejdede skabelon hertil.

FAQ og oversigt over betalbare ydelser

For at skabe så stor gennemsigtighed som muligt mellem kontrakt, databehandleraftale og prissætning er der udarbejdet en FAQ til databehandleraftalen samt et overblik over de eventuelle betalbare ydelser, som følger af aftalens rettigheder og pligter i forhold til de forskellige aftaletyper. Flere af de spørgsmål, der indgår i FAQ’en, er stillet af kommunerne i forbindelse med høringen.

KOMBIT i dialog med andre it-leverandører

KOMBIT er, med opbakning fra Kit@, i dialog med andre it-leverandører, som det kunne være relevant at etablere et samarbejde med om en fælleskommunal standarddatabehandleraftale efter samme model som med KMD, EG, Schultz og Rambøll. De leverandører er: Itslearning, DXC Scandihealth, Systematic, VOCAST og Subit.

KOMBIT orienterer igen, når der er en standard-databehandleraftale med en af disse leverandører.

Spørgsmål

Har du spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte Videncentret på videncenter@kombit.dk

 

Kontakt

Chefkonsulent / Jurist
3334 9495