Invitation til teknisk dialog om Samarbejdsplatformen

KOMBIT inviterer potentielle leverandører til teknisk dialog om afklaring af udfordringer og uafklarede punkter vedrørende Samarbejdsplatformen.

KOMBIT er nu så langt i processen med Samarbejdsplatformen, at potentielle leverandører inviteres til en teknisk dialog om afklaring af udfordringer og uafklarede punkter vedrørende løsningen.

På møderne vil KOMBIT give en kort opdatering af projektets status og invitere til dialog om leverandørens kommentarer til det materiale, KOMBIT har udarbejdet i forbindelse med møderne. Det drejer sig om et et oplæg med en række spørgsmål, der ønskes besvaret igennem den tekniske dialog og en foreløbig beskrivelse af Samarbejdsplatformen og projektet.

I samme uger som den tekniske dialog på Samarbejdsplatformen pågår der også teknisk dialog i forbindelse med kravspecificering på læringsplatformen. KOMBIT og KL har koordineret møderne således, at leverandører med interesse i begge platforme vil få tildelt møder i forlængelse af hinanden. Emnerne vil dog være skarpt opdelt.

Efter møderne vil KOMBIT offentliggøre et kort resumé af den tekniske dialog på Samarbejdsplatformen her på hjemmesiden. Resuméet vil i anonymiseret form samle leverandørernes vigtigste spørgsmål og kommentarer.

Tid og sted for møderne

Den tekniske dialog for Samarbejdsplatformen foregår på en række udvalgte dage i uge 47 og 48 i 2015. Møderne foregår i KOMBIT. Alle møder er af én times varighed.

Tilmelding

Møderne bookes efter først til mølle-princippet. For tilmelding og yderligere information, kontakt venligst leverandørkonsulent Nicolai Nørr Korolkiewicz på mail nko@kombit.dk.