Fra fede dashboards til reel værdi: Hemmeligheden bag et succesfuldt dataprojekt

Charlotte fra Ringkøbing-Skjern Kommune deler sin hemmelighed til at få mere værdi ud af data - og det handler ikke kun om teknologi.

Ringkøbing-Skjern Kommune har sat effektivitet i højsædet i deres strategi og ønsker at sikre, at alt, hvad de gør, får den ønskede effekt, samtidig med at de har fokus på at have en god proces undervejs. For at nå disse mål har en arbejdsgruppe bestående af Analyse & Effekt og IT arbejdet på at udvikle og implementere en fælles dataløsning, der samler data fra forskellige kilder, heriblandt FLIS, og gør det nemmere for organisationen at arbejde med data.

Men det handler ikke kun om teknologien. Charlotte Brandsborg, der er leder af arbejdsgruppen, er bevidst om, at det også handler om kulturen i organisationen og det tætte samarbejde med dem, der skal bruge data. "Vi skal turde at kræve noget af os selv som interne konsulenter og af det område, som vi arbejder med - også selvom vores opgave i dette tilfælde i princippet er et afgrænset it-projekt med nogle dashboards. Et godt udgangspunkt for mig er, når området har ambitioner om at kunne og ville handle på disse data, så vi sammen kan finde frem til, hvilke data der skaber værdi hos dem. Det duer jo ikke, hvis vi laver dashboards, der ikke bliver brugt," forklarer Charlotte.

Ledelsesmæssig opbakning bidrager til succesfuld pilot på skoleområdet
For at sikre, at den nye løsning bliver vellykket og kan bruges i organisationen, gennemførte Ringkøbing-Skjern Kommune først en pilot på skoleområdet. Ledelsesmæssig opbakning var afgørende for projektets succes, og Flemming Nielsen, chef for Dagtilbud og Undervisning, var største fortaler for at bruge skoleområdet som forsøgsdyr. Under en workshop arbejdede Flemmings ledelsesteam tæt sammen med arbejdsgruppen for at definere, hvilke nøgletal der var vigtige, blandt andet for at sikre større ejerskabsfølelse blandt de involverede.

Læs også - Ledelse er nøglen: Sådan får du skoleledere til at omfavne data

Charlotte forklarer, "Vi har gjort os umage for at forstå, hvad der er på spil, og hvilke ambitioner vi spiller ind i. Derfor har vi arbejdet tæt sammen med fagområdet for at sikre, at Flemming og hans ledelsesteam når deres mål. Flemming var derfor ikke kun med til at definere ambitionerne for projektet, han var også med til at sikre, at projektet kunne understøtte den ønskede anvendelse af data på skoleområdet."

Charlotte Brandsborg understreger også vigtigheden af det tætte samarbejde med en chef fra fagområdet som afgørende, når man ønsker at implementere en kultur med aktiv brug af data i organisationen. "Det er jo en gave at have en chef som Flemming med i et projekt som dette, fordi han tydeligt ser potentialet i at arbejde dataunderstøttet og derfor også har store ambitioner for sit område," fortæller Charlotte.

 

Kontakt

Chefkonsulent / Kommunikation
2224 0629