Leverandørkontakt i KOMBIT

KOMBITs målsætning er at skabe bro mellem kommunernes fælles it-behov og leverandørernes muligheder for at levere bedre og billigere it.

KOMBIT arbejder målrettet for at skabe et dynamisk kommunalt it-marked, hvor vi afsætter ressourcer til en åben dialog i forhold til mulighederne for øget konkurrence på det kommunale it-marked. Vores målsætning er at skabe en bro mellem kommunernes fælles it-behov og leverandørernes muligheder for at levere bedre og billigere it. I den forbindelse er vores dialog med leverandørerne afgørende, og vi afholder af samme årsag jævnligt informationsmøder og workshops for leverandørerne om KOMBITs projekter og udviklingen af vores standardkontrakter.

Igennem vores leverandørkontakt sikrer KOMBIT, at markedet kan levere de rigtige løsninger til kommunerne. Vores dialog med leverandørerne har særligt fokus på følgende fokusområder:

  • Undersøgelse af markedet på områder hvor KOMBIT overvejer at igangsætte udbud
  • Sikring af snitflader til eksisterende løsninger i forbindelse med udbud vedrørende nye løsninger
  • Leverandørstyring i forbindelse med indgåede udviklings- og driftskontrakten

Leverandørfunktionen i samarbejde med KL varetager, herudover koordinationen med SKI i forbindelse med indhold og tilrettelæggelse af udbud.

Leverandørfunktionen fører endvidere den overordnede dialog med nuværende og potentielle rådgivere til KOMBIT. Rådgivere er velkomne til at kontakte leverandørfunktionen for at høre nærmere om kommende annonceringer af opgaver og generelt om KOMBITs projektportefølje.

Ligebehandlingsprincippet

Leverandørområdet har naturligvis særlige forpligtigelser i forbindelse med tilrettelæggelsen af dialogen med de enkelte leverandører, således at ingen enkelte virksomheder har mulighed for at opnå særlig fortrinsstilling. Derfor gælder der i forbindelse med udbud, både EU-udbud og andre former for udbud, et ligebehandlingsprincip.

Inhabilitet kan ramme en potentiel leverandør, hvis denne har fået en større viden om opgaven og dermed en bedre chance for at vinde udbuddet end de øvrige virksomheder. En potentiel leverandør kan fx have fået denne viden hvis han har haft en teknisk dialog med KOMBIT om udformningen af udbudsmaterialet. I tilfælde af inhabilitet udelukkes virksomheden fra at deltage i udbuddet. Dette er en konsekvens af ligebehandlingsprincippet.