Workshops og paneldebat gav gode brugerinput til DUBU

DUBU havde særligt fokus på brugerinddragelse ved efterårets arrangementer. Resultatet blev styrket viden hos kommunerne og mange gode input til DUBU.

I november måned afholdt DUBU to arrangementer, som både fik styrket kommunernes viden om systemet og gav input til det videre arbejde med DUBU. Fokus var brugerinddragelse og dialog, som blandt andet kom til udtryk i form af workshops og paneldebat.

Workshop-baseret superbrugerseminar

Den 17. november afholdt KOMBIT i samarbejde med Socialstyrelsen et DUBU- og ICS-superbrugerseminar i Aalborg. Superbrugerne havde her mulighed for at deltage på DUBU-workshops, som de gik ind til med en rigtig god og konstruktiv tilgang.

Formålet med seminaret var at give superbrugerne mulighed for at arbejde med områder af DUBU, hvor de enten havde en særlig interesse eller havde udfordringer, som de søgte løsninger på. Seminaret gav som altid mulighed for at møde andre brugere fra hele af landet og udveksle erfaringer omkring DUBU.

Ledernetværksmøde med paneldebat

Den 30. november blev der afholdt DUBU-ledernetværksmøde i København med temaet ”DUBU – nu og på sigt”.

Mødet bød på en paneldebat, hvor lederne havde mulighed for at stille spørgsmål til paneldeltagerne. Panelet repræsenterede både personer med et positivt syn på DUBU, men også personer, der forholder sig mere kritisk til DUBU.

Panelet bestod af Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Maibritt Kristensen, superbruger fra Vejen Kommune, Christian Lorens Hansen, medlem af den kommunale DUBU-styregruppe fra Halsnæs Kommune, Anders Fløjborg, leder fra Vordingborg Kommune og Peter Gottlieb, Projektleder fra KOMBIT.

Det var desuden muligt at komme skriftlige input i en postkasse. Disse input vil blive samlet sammen og brugt i det videre arbejde med DUBU i KOMBIT.

DUBU er kommet for at blive

I KOMBIT arbejder vi nu med at forbedre DUBU systemmæssigt og implementere ændringsønsker. Vi er desuden fokuserede på at have en tæt dialog med kommunernes it-afdelinger, så teknikken matcher systemet.

Begge arrangementer blev gæstet af rigtig mange diskussionslystne deltagere, som gav masser af input til DUBUs fremtidige arbejde.

En ting var der nemlig bred enighed om: DUBU er kommet for at blive – så nu handler det om, hvordan vi sammen kan gøre DUBU bedre.