Støttesystemerne klar til flere KOMBIT-løsninger

Kommunerne opnår gevinster, når Støttesystemerne tages i brug af næste bølge af monopolbruddet.

KOMBIT vurderer, at STS-projektet er tilstrækkeligt robust til, at kommunerne nu kan planlægge at udnytte Støttesystemerne til næste bølge af monopolbruddet med Ejendomsskat og Ejendomsbidrag (E&E) som det første projekt.

”Det er glædeligt for E&E-projektet, at vi får mulighed for at anvende Støttesystemerne fra dag ét. Så undgår vi at skulle investere i en midlertidig løsning til adgangsstyring, og letter samtidig kommunernes arbejdsgange i forbindelse med blandt andet adgangsstyring,” udtaler Sanne Mi Poulsen, E&E-projektleder i KOMBIT.

Ibrugtagning af Støttesystemerne fremrykkes

Ved at benytte Støttesystemerne til E&E skal kommunerne være klar til at tage Støttesystemerne i brug tidligere end angivet i den nuværende plan for monopolbruddet.

KOMBIT vurderer, at det er realistisk, at kommunerne kan fremrykke deres anvendelse af Støttesystemerne til første kvartal 2017 med henblik på at være klar til foråret 2017, hvor E&E-løsningen går i luften.

”Det er oplagt, at vi optimerer kommunernes business case ved allerede nu at udnytte Støttesystemerne til næste bølge af monopolbruddet – selvfølgelig under den forudsætning, at det ikke spænder ben for tidsplanerne for KY, KSD og SAPA. I STS-projektet har vi ud fra vores dialog med kommunerne vurderet, at de er klar til at starte implementeringen af Støttesystemerne,” udtaler Kenneth Møller Johansen, STS-projektleder i KOMBIT.

Værdifulde erfaringer fra SAPA pilotkommuner

10 SAPA pilotkommuner har gennem et stykke tid forberedt sig på at implementere adgangsstyring og klargøre organisationsdata via Støttesystemerne. Det er blandt andet erfaringerne fra dette arbejde, herunder udarbejdelsen af implementeringshåndbøger for Adgangsstyring og Organisation, der giver KOMBIT troen på, at kommunerne kan nå at blive klar med Støttesystemerne til E&E-udrulningen.

Støttesystemerne har som førsteprioritet at understøtte første bølge af monopolbrudsprojekterne - KY, KSD og SAPA samt UDK’s løsninger. Det er KOMBITs vurdering, at E&E’s ibrugtagning af Støttesystemerne ikke vil kompromittere realiseringen af første monopolbrudsbølge.

På de kommende netværksmøder i København og Horsens vil KOMBIT præsentere udkast til en plan for kommunernes implementering af Støttesystemerne frem mod idriftsættelsen af E&E-løsningen i 2017.