Samarbejde mellem Teknologisk Institut og KOMBIT skal hjælpe byggebranchens rådgivere

Teknologisk Institut skal i samarbejde med KOMBITs Byg og Miljø-projekt hjælpe bygherrer og rådgivende virksomheder til mere effektiv ansøgning om byggetilladelser.

Det er ikke ny viden, at regler og rammer på byggeområdet er svære at gennemskue for lægmanden, og derfor opfordrer Byg og Miljø-portalen i udgangspunktet også ansøgere om byggetilladelser til at alliere sig med en professionel rådgiver.

Men til tider kan selv rådgiverne være i tvivl om, hvordan man bedst ”diagnosticerer” en given opgave, og dermed kommer lettest muligt fra ansøgning til færdigmelding i en ansøgningsproces.

Derfor har Teknologisk Institut rakt ud til KOMBITs Byg og Miljø-projekt, for at få etableret et kursus om, hvordan man laver ”den gode byggeansøgning” til kommunen.

Alt sammen i håb om, at fremtidige ansøgningsforløb via portalen går så glat som muligt og dermed lægger et mindre pres på den kommunale sagsbehandling.

Gode råd til både proces og portal

Teknologisk Institut har identificeret en vedholdende interesse for Byg og Miljø-portalen hos deres kursister, på kurser om Bygningsreglementet. Det fik dem i starten af 2022 til at kontakte Byg og Miljø-projektet i KOMBIT for at afsøge muligheden for et eventuelt samarbejde.

Resultatet af denne henvendelse er således, at Teknologisk Institut for første gang kan udbyde kursus i Byg og Miljø, som en central brik i ansøgningsprocessen.

Her vil rådgivere uddannes i, hvordan sammenhængene mellem Bygningsreglementet og ansøgningsprocessen håndteres lettest muligt i Byg og Miljø, og hvordan man kan genbruge relevante data på tværs af ansøgninger.

Læs mere om kurset på Teknologisk Instituts hjemmeside.