Nyhedsbrev fra Praksys.dk - august 2015

I dette Nyhedsbrev kan du læse om ny tidsplan, prismodellen, status på Lægevalg og kort og nye lands- og regionale implementeringsansvarlige

Ny tidsplan

CSC har netop på eget initiativ fremsendt et forslag indeholdende tre alternativer til en ny tidsplan for projektet. Alternativerne opererer med en udskydelse af implementering i kommunerne på mellem to og fem måneder. Men uanset hvilket alternativ der vælges, fastholdes rækkefølgen for implementeringen således, at systemet først tages i brug i regionerne inden kommunerne kobles på. Replanlægningen forudsætter, at kontrakten bliver fornyet mellem CSC og samarbejdsparterne i Praksys-fællesskabet.

Prismodellen

Den nye tidsplan får økonomiske konsekvenser for alle parter, og vi arbejder derfor på en revideret business case og prismodel. Foreløbig har vi indarbejdet konsekvenserne af, at UDK fik opgaverne i forbindelse med udlandssygesikring, men konsekvenserne af replanlægningen skal selvfølgelig også medtages.

Vi arbejder fortsat ud fra, at projektet samlet set skal overholde betingelsen om uændret eller lavere pris for kommunerne. Realistisk set forventer vi at kunne melde ud om den nye business case og prismodel i 4. kvartal 2015.

Status på Lægevalg og kort

Arbejdet i sporet omkring Lægevalg og kort har ligget stille i de seneste måneder, bl.a. på grund af replanlægningen. Næste planlægningsmøde afholdes d. 25. august 2015, og arbejdet med udviklingen af Praksys vil forløbe iterativt indtil april 2016. Herefter gennemføres diverse test og prøver så løsningen kan være klar til implementering i kommunerne i efteråret 2016.

Lands- og regionale implementeringsansvarlige

I sidste nyhedsbrev søgte vi efter kommunale regionale implementeringsansvarlige samt én landsimplementeringsansvarlig. Disse ansvarlige er nu på plads:

Region Nord: Grethe Fallesen fra Aalborg Kommune

Region Midt: Lene Boye Hansen fra Herning Kommune

Region Syd: Karsten Duus Jensen fra Vejen Kommune

Region Sjælland: Amalie Kofoed fra Solrød Kommune

Region Hovedstaden: Christina Warlund fra Hvidovre Kommune

Den landsimplementeringsansvarlige er ligeledes Christine Warlund fra Hvidovre

De kommunale regionale implementeringsansvarlige bliver inddraget i den overordnede planlægning, løbende sparring og kommunikation i forbindelse med implementeringen af Praksys.dk. Den landsimplementeringsansvarlige vil indgå i et tæt samarbejde med KOMBITs implementeringskonsulent og projektleder, landsprojektets transitionsprojektleder og de implementeringsansvarlige fra regionerne.

Vi ønsker de nye implementeringsansvarlige velkommen og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde frem mod implementeringen af Praksys.dk.

Med venlig hilsen

Praksys-projektet