Ny tilslutningsaftale udsendt på projekt Social Pension

Alle kommuner har i uge 23 modtaget nyt tilslutningsmateriale til KOMBITs projekt Social Pension.

I uge 23 udsendte KOMBITs projekt Social Pension nyt tilslutningmateriale, der dækker løsningerne Social Pension Interim og Social Pension Kommune. Materialet erstatter den aftale, der blev udsendt i 2016, og som alle kommuner har sagt ja til. Du kan læse mere om projekt Social Pension her.

Grunden til at KOMBIT nu har vurderet, at det var mest hensigtsmæssigt at lave en helt ny aftale er, at forudsætningerne for projektet har ændret sig væsentligt, siden den oprindelige aftale blev udfærdiget i 2016. Blandt andet er tidsplaner blevet rykket på grund af ændringer hos Udbetaling Danmark (UDK). Desuden ændres modellen for tilbagebetalingen, så tilbagebetalingen nu begynder i forbindelse med implementeringen af Social Pension Interim. Dette vil ske samtidig med, at UDK sætter deres løsning i drift, hvilket forventes at ske i første kvartal 2020.

Udgiften til Social Pension Interim tilbagebetales i den periode denne løsning er i drift – det vil sige frem til, at Social Pension Kommune erstatter Social Pension Interim. Vi forventer at denne periode vil være to år. Udgiften til Social Pension Kommune tilbagebetales over en 10-årig periode fra Social Pension Kommune går i drift.

Materialet afspejler ny viden

Det nye tilslutningsmateriale afspejler derfor den viden, vi har fået ind gennem de seneste års arbejde, ligesom der nu er sat en konkret pris på de to delløsninger Social Pension Interim og Social Pension Kommune.

For Social Pension Kommune kan projektets scope blive ændret på baggrund af analyser og nedsættelse af en taskforce i samarbejde med KL, der skal skal se på om pensionsområdet kan håndteres mere effektivt og it-understøttes billigere fx ved at ændre i processer, lovgivning og opgavesplittet mellem kommunerne og Udbetaling Danmark. På denne baggrund af dette er prisen for Social Pension Kommune endnu angivet som et interval.

Den nye tilslutningsaftale er udsendt til alle 98 kommuner og skal være underskrevet senest den 15. august 2018.

 

Kontakt

Chefkonsulent / Forretningsudvikler
3268 0423