Ny opdateret version af SAPA kravspecifikation

KOMBIT ønsker leverandørernes tilbagemelding på kravspecifikationens brug af use cases.

SAPA kravspecifikation er nu tilgængelig i en opdateret version, find den her.

I forbindelse med offentliggørelsen af kravspecifikationen for SAPA, vil KOMBIT meget gerne have leverandørernes tilbagemelding på kravspecifikationens brug af use cases. KOMBIT vil gerne sikre sig, at use cases angivet i materialet som udgangspunkt kan forstås af leverandørerne, og at de giver indsigt i forretningsprocesserne. Det vil sige, om de angivne use cases i tilstrækkelig grad kan danne grundlag for en vurdering af løsningens omfang, ønskede virkemåde samt kan anvendes som grundlag for udarbejdelse af testcases.

KOMBIT er helt bekendt med den løbende debat omkring forståelse og brug af use cases – og der er mange gode holdninger til spørgsmålene knyttet hertil. KOMBIT efterspørger dog ikke generelle holdninger og synspunkter til emnet, men alene om de konkrete use cases i SAPA’s kravspecifikation kan opfylde KOMBIT’s formål, er letlæselige, og ikke utilsigtet fordrer en specifik implementering. 

For at gøre processen operationel, overkommelig og give udbytte for alle parter, har KOMBIT udarbejdet en template, hvori Leverandøren kan kommentere og besvare nogle enkle spørgsmål til de angivne use cases. Leverandøren har også mulighed for at kommentere mere generelt på de angivne use cases. Templaten kan downloades her eller nederst på siden, udfyldes og returneres til den angivne email-adresse senest d. 17. januar 2014.

Husk at udfylde leverandørnavn og kontakt e-mail i tilfælde af spørgsmål.

Den enkelte besvarelse offentliggøres ikke, men for at sikre ligestilling af alle leverandører, vil leverandørernes svar blive samlet til en generaliseret tilbagemelding, som offentliggøres sammen med information om de forventede konsekvenser for de use cases, som findes i kravspecifikationen – med andre ord – om KOMBIT finder anledning til at ændre eller supplere det nuværende kravmateriale som følge af tilbagemeldingen.