Netcompany skal udvikle og drifte Social Pension Kommune

Det bliver Netcompany A/S, der skal udvikle Social Pension Kommune (SPK). Det står klart efter et netop afsluttet EU-udbud. Kontraktens værdi forventes at være i omegnen af 200 mio. kroner.

KOMBIT har efter et EU-udbud valgt at arbejde videre med Netcompany A/S om udvikling, drift, vedligehold og videreudvikling af Social Pension Kommune.

Social Pension Kommune skal erstatte den nuværende it-løsning på området, som KMD i dag leverer til kommunerne. Kerneopgaven i den nye løsning er at sikre tilkendelse og udbetaling af tillæg til pension.

I juni 2019 sendte KOMBIT på kommunernes vegne Social Pension Kommune i EU-udbud, hvor udbudsformen var udbud med forhandling. Fem ansøgere ansøgte om prækvalifikation, hvoraf tre leverandører, IBM ApS, Schultz A/S og Netcompany A/S blev prækvalificeret.

Kun Schultz A/S og Netcompany A/S valgte at afgive et indledende tilbud. Efter fristens udløb valgte Schultz A/S imidlertid at trække sit tilbud tilbage. KOMBIT har gennemgået det tilbageværende tilbud fra Netcompany A/S og kan konstatere, at tilbuddet overholder alle de kvalitetskriterier, der er opstillet i udbudsmaterialet. KOMBIT har derfor valgt at tildele kontrakten til Netcompany A/S på baggrund af det indledende tilbud. Løsningen forventes færdigudviklet og sat i drift i slutningen af 2021.

KOMBIT ser frem til samarbejdet med Netcompany og takker samtidig de øvrige leverandører for deres interesse i udbuddet.

 

 

Kontakt

Chef for Forretningsudvikling & Indkøb
7268 8123