Mød KOMBIT på årets Digitaliseringsmesse

Igen i år står KOMBIT klar i Odense Congress Center, når årets Digitaliseringsmesse løber af stablen den 27. september.

På årets Digitaliseringsmesse er store dele af programmet rettet mod det væld af nye teknologier og muligheder, som springer frem fra øst og vest.

Med store ambitioner for en cementering af Danmarks position øverst på listen over digitaliserede samfund tager KOMBIT udfordringen op og dykker ned i muligheder, udfordringer og eksempler på, hvilke nye teknologier der kan skabe værdi i den kommunale sektor.

Teknologi på dagsordenen

Klokken 10.30 går administrerende direktør Thomas Christiansen på scenen og gør status på arbejdet med KOMBITs strategi 2018+, som blev præsenteret ved sidste års messe.

Herefter giver vi ordet til en række af de aktører, som til hverdag samarbejder med KOMBIT og kommunerne om at drive den teknologiske udvikling og innovation i den offentlige sektor.

Hør blandt andet et oplæg om en nystiftet Digital Innovationshub på DTU, om Kunstig intelligens og Blockchain-teknologi.

Herudover kommer chef ved afdeling for Teknologi, Innovation og Kreativitet i Aarhus Kommune, Bo Fristed, og fortæller om deres vidtgående arbejde med IoT / Smart City.

Mød Aula

Fra 2019 bliver Aula en del af mere end 2 mio. danskeres dagligdag. Aula bliver løsningen, hvor forældre, elever og pædagogisk personale kommunikerer om alt vedrørende skole og dagtilbud.

På KOMBITs område vil du kunne se, hvordan den nye løsning kommer til at se ud, ligesom du kan møde nogle af de KOMBIT'ere, som til dagligt arbejder med Aula-projektet, og snakke med dem om den nye løsning.

Alle kan få en god idé

Inspirerede besøgende på KOMBITs område skal ikke gå derfra uden at få afløb for deres inspiration.

Så når du har været vidne til et oplæg eller en samtale, som har givet dig nye ideer, så vil det være oplagt, at du bruger anledningen til at stifte nærmere bekendtskab med den fælleskommunale Idébank.

Idébanken er en del af KOMBITs ambition for 2018+. Den fælles platform til opsamling af udfordringer og ideer skal åbne op for, at værdiskabende løsninger kan findes og udvikles hurtigere end hidtil.

Hos Idébanken kan du møde innovationskonsulenterne Mikkel og Rasmus, som ved alt om løsningen – og de tager selvfølgelig også gerne imod din geniale idé.

 

Kontakt

Chefkonsulent / Bæredygtighed
2084 3544