Leverandørhøring om snitflader til Økonomi i Rammearkitekturen

Med henblik på monopolbruddet etablerer kommunerne ny infrastruktur, som skal åbne markedet for nye leverandører, jf. den fælleskommunale Rammearkitektur. Det gælder også på økonomiområdet.

Hidtil har forbindelsen mellem KMD's fagsystemer på monopolområdet og kommunernes ERP/økonomi-systemer foregået via KMD-infrastruktur. I forbindelse med monopolbruddet etableres en åben, standardiseret snitflade via Serviceplatformen, som de fælleskommunale fagsystemer vil anvende. Snitfladen på Serviceplatformen vil i første omgang fortsat integrere til kommunernes ERP-systemer via KMD's infrastruktur.

Kommunerne skal senere kunne flytte deres ERP-systemer over til en direkte integration med Serviceplatformen. Derved vil integrationen mellem fagsystemer og ERP-systemer kunne ske uafhængigt af KMDs infrastruktur mv., hvilket både efterspørges af kommunerne og af it-leverandørerne. Kommunernes business case og scenarier for overflytningen er under afklaring.

Specificering af ny snitflade

For at overflytningen til en ny og mere åben infrastruktur kan ske med mindst mulige omkostninger for kommunerne, ønsker KOMBIT it-leverandørernes bidrag til specifikationen af den åbne snitflade via Serviceplatformen, som ERP-systemer senere bør kunne integrere til.

KOMBIT har udarbejdet en XML-specifikation af snitfladen, som afspejler den fælleskommunale Rammearkitektur, og denne bedes it-leverandører kommentere på.

Møder og deadline for kommentering

KOMBIT inviterer således interesserede leverandører til individuelle reviews, hvor specifikationen kommenteres i detaljer. Reviews vil foregå i uge 6 2014.

På baggrund af reviews vil KOMBIT opdatere specifikationen og forelægge den for Kommunernes It-Arkitekturråd den 25. februar med et resumé af leverandørernes kommentarer.

Implementering af snitfladen afklares jf. det aktuelle arbejde med kommunernes business case og scenarier.

*Høringssvar og opdateret materiale kan ses her.

Vejledning til læsning af materialet

  1. Download begge filer her under "Downloads" til lokal mappe på computeren.
  2. Udpak alle filer i begge zip filer – de ligger nu i to lokale mapper.
  3. Mappen med filerne fra ”zip1” er nu ”rod folderen” for HTML modellen.
  4. I folderen fra zip 2 ligger en mappe der hedder ”ClassDiagram”. Denne mappe med indhold flyttes/kopieres til ”rod folderen” (se punkt 3)
  5. Filen ”erp høring 2014.html” åbnes med en standard browser (for eksempel MS Explorer) – husk at tillade scripts og ActiveX objecter
  6. Indhold er nu tilgængelig
 

Kontakt

Chefkonsulent / Projektleder
3334 9438