KOMBITs administrerende direktør stopper

Thomas Rysgaard Christiansen, som i de seneste 7 år har været KOMBITs administrerende direktør, har meddelt KOMBITs bestyrelse, at han stopper 1. oktober 2022.

Thomas Rysgaard Christiansen, som i de seneste 7 år har været KOMBITs administrerende direktør, har meddelt KOMBITs bestyrelse, at han stopper 1. oktober 2022. KOMBITs CIO Peter Lykke Egelund overtager jobbet fra 1. august 2022 og frem til bestyrelsen vælger en ny administrerende direktør. 

Thomas har siden 2015 været administrerende direktør i KOMBIT, hvor bestyrelsen den gang havde særligt fokus på at finde en ny mand på posten, som havde et indgående kendskab til KOMBITs forretning – herunder KOMBITs arbejde med at vriste sig fri af det monopol, der var på en række af kommunernes store samfundskritiske it-systemer.

”Vi er nu kommet dertil på rejsen med KOMBIT, hvor alle kernedele i monopolbruddet er ude at køre og taget i brug, og der udbetales adskillige milliarder hver måned gennem de nye systemer. Jeg er meget stolt af det aftryk, jeg, sammen med min dygtige organisation, har været med til at sætte på kommunernes og Danmarks digitaliseringsrejse.” « siger Thomas Rysgaard Christiansen.

I dag administrerer KOMBIT, som er ejet af Kommunernes Landsforening (KL), og de omkring 220 medarbejdere flere end 30 fælleskommunale it-systemer. Monopolbruddet er gennemført med undtagelse af valgsystemet, hvor et nyt forventes klar til det næste kommunalvalg i 2025.

KOMBIT fik ny bestyrelse den 31. maj 2022, og organisationen er i gang med at udfærdige en ny strategi for videreudvikling, genudbud og ikke mindst kommunal værdioptimering af den fælleskommunale infrastruktur samt de mange it-systemer, som KOMBIT forvalter for landets kommuner.

”Det har været en helt fantastisk rejse, og det er med stor ambivalens, at jeg har taget den personlige beslutning, at jeg ikke skal med videre. KOMBIT er heldigvis i virkelig gode hænder – ekstremt dygtige medarbejdere, en faglig stærk ledelse, og Peter Lykke Egelund skal nok sørge for, at organisationen ikke taber fart og bibeholder den kontinuitet, som KOMBIT har behov for i arbejdet for KL og kommunerne frem til bestyrelsen vælger en ny administrerende direktør.” « siger Thomas Rysgaard Christiansen.

Yderligere information
Vicedirektør Mikkel Tang Hedegaard mkh@kombit.dk, 2132 0172, eller pressechef Henrik Kirkeskov hks@kombit.dk, tlf. 4060 1447

Billeder af Peter Lykke Egelund og Thomas Rysgaard Christiansen kan downloades fra KOMBITs presserum på https://kombit.dk/indhold/presse under ”se flere downloads”.