KOMBIT, KL og regionerne forbereder et fællesudbud af et nyt sygesikringssystem

KL har anbefalet landets borgmestre at bakke op om ideen om et fællesudbud i forbindelse med et nyt sygesikringssystem.

I forbindelse med at den nuværende sygesikringsløsning skal konkurrenceudsættes, forbereder landets regioner, KL og KOMBIT nu et fællesudbud af løsningen. KL har anbefalet landets borgmestre at bakke op om ideen om et fællesudbud via en delegationsaftale, der skal returneres senest den 30. april 2012. Sideløbende forbereder KOMBIT krav- og analysearbejdet samt en opdatering af projektets business case, der efter planerne skal indarbejdes i en fælles business case for regionerne og kommunerne.

"I KOMBIT afventer vi kommunernes tilbagemelding på deltagelse og ser frem til at arbejde sammen med regionerne om udbuddet ", siger projektchef i KOMBIT, Niels Højer Pedersen.

Hvis det igangværende arbejde viser en positiv business case, og hvis landets kommuner bakker op om et fællesudbud, fortsætter det fælles projekt mellem regionerne, KL og KOMBIT efter den 30. april 2012. Herefter vil der komme yderligere udmeldinger om tidsplan og fremdrift for projektet.