KOMBIT inviterer til dialogmøde om driftskontrakt og licensbilag

Dialogen fokuserer på afklaring af de sidste udfordringer og uafklarede punkter i forbindelse med driftskontrakten samt drøftelse af KOMBITs licensbilag.

I foråret gennemførte KOMBIT en høringsproces på vores standard driftskontrakt, som vil blive anvendt til de kommende udbud for løsningerne på monopolområdet - og i et vist omfang for øvrige projekter, som KOMBIT udbyder. Læs mere om KOMBITs første udkast til standardkontrakt her. Bemærk, at der senest den 22. november 2013 – vil blive offentliggjort den nye version af standardkontrakten, som afklaringsdialogen vil tage udgangspunkt i.

KOMBIT er nu så langt i processen, at leverandørerne atter inviteres til en dialog omkring afklaring af de sidste udfordringer og uafklarede punkter i forbindelse med driftskontrakten. Vi vil samtidig gerne drøfte KOMBITs licensbilag, som forventes offentliggjort ultimo november måned.  

Som sidste skridt i forberedelsen af de kommende udbud inviterer KOMBIT alle interesserede leverandører til en dialog om driftskontrakt og licensbilag. Fra KOMBIT deltager forvaltnings- og driftschef Søren Kromann, driftschef Finn Graversen og leverandørchef Jesper Bo Seidler. Endvidere vil KOMBIT deltage med en kontraktmanager eller en chefjurist.

Dialog skal give overblik og viden

Formålet med dialogen med leverandørerne er bl.a. at give KOMBIT og projekterne:

  • Inspiration og viden om de tekniske muligheder og udfordringer
  • Et revisende billede af de kommercielle barrierer set fra leverandørsiden
  • Identifikation af uhensigtsmæssigheder, som er omkostningsdrivende

KOMBIT vil gøre leverandørerne opmærksom på, at driftskontrakten er under juridisk review ,og at endelig driftskontrakt vil blive justeret i forhold til de enkelte systemer.

Materialer og tilmelding

Den opdaterede driftskontrakt og licensbilag vil blive offentliggjort på KOMBITs hjemmeside senest den 22. november 2013.

Tid og sted

Møderne er i perioden mandag den 2. december til torsdag den 5. december. Tilmelding og mødedato vil blive aftalt efter først til mølle princippet. For tilmelding og yderligere information, kontakt venligst leverandørchef Jesper Bo Seidler på 3334 9448 eller jsi@kombit.dk.

På møderne vil der blive taget referater, som efterfølgende vil blive offentliggjort i anonymiseret form på kombit.dk.