Hjælp os med at finde det rigtige navn til Danmarks nye portal for børn og unge

Danmarks nye portal for børn og unge skal have et navn. Derfor har vi brug for din hjælp.

Gennem det seneste år har den løsning, der i fremtiden skal fremme kommunikationen mellem blandt andet forældre, lærere og elever gået under navnet Samarbejdsplatformen.

Det kan de fleste nok blive enige om, hverken er særligt sigende eller nemt at udtale. Derfor skal vi finde et nyt navn til den løsning, der i 2018 skal afløse kommunernes brug af Skoleintra.

Hjælp os med at finde det helt rigtige navn

Vi har brug for hjælp til at finde det nye navn. Derfor opfordrer vi nu alle til at tage “tænkehatten” på og indsende forslag til et nyt godt navn. Blandt alle de som indsender forslag, trækker vi lod om fem gange to biografbilletter med tilhørende popcorn.

Kriterier for det nye navn

Udover skoleområdet vil løsningen også blive brugt til kommunikation mellem daginstitutioner og forældre i en lang række kommuner. Dette skal det nye navn derfor også kunne rumme.

Derudover ønsker vi at finde et navn, der:

  • Er sigende for den løsning, der bliver indkøbt dvs. indeholder aspekter som:
    • Fællesskab
    • Overblik
    • Kommunikation
    • Ungdom
  • Er holdbart – dvs. også skal kunne bruges om nogle år.
  • Være nemt at udtale og huske – også for fx mindre børn.

Hvis du har et forslag til et nyt navn, bedes du skrive det til os via dette link. Da vi naturligvis er interesseret i så mange gode forslag som muligt, må du meget gerne fortælle det videre til dine kolleger.

Deadline for indsendelse af forslag er den 21. januar 2016. Det er styregruppen, der i sidste ende vælger det rigtige navn til løsningen. Vinderne af biografbilletter vil få direkte besked i slutningen af januar.

 

Kontakt

Chefkonsulent / Kommunikation
3334 9424