Dialogmøde med leverandører om nye funktioner i ØiR

Dialogmødet er relevant for leverandører, der i dag leverer eller ser en mulighed i at levere økonomisystemer til det kommunale marked.

Udvikling af nye funktioner i dialog med leverandørerne

ØiR – Økonomi i Rammearkitekturen – er den komponent, der skal viderestille økonomidata fra kommunernes fremtidige fagsystemer til ERP-leverandørerne i markedet.

Efter at KOMBIT og leverandører af økonomisystemer til kommunerne har aftalt implementering af ØiR-snitflader i de kommende systemer til kommunerne, ønsker vi at udvide brugbarheden af snitfladerne, så de understøtter markedet og konkurrencen i endnu højere grad. Udvidelsen vil ske ved at introducere nye funktioner i ØiR. KOMBIT ønsker naturligvis at indføre de nye funktioner i samarbejde med leverandørerne, og inviterer derfor til dialogmøde.

Målgruppe

Dialogmødet er relevant for leverandører, der i dag leverer eller ser en mulighed i at levere økonomisystemer til det kommunale marked. Mødet forudsætter en vis indsigt i den fælleskommunale rammearkitektur og kommunernes brug af økonomisystemer.

Tid, sted og tilmelding

Mødet finder sted den 27. august kl.13.30-16.00 hos KOMBIT i Halfdansgade 8, 2300 København S. Tilmeldingsfristen er overskredet.

Dagsorden

To nye funktioner

Udvidelsen af ØiR vil ske ved at introducere to nye funktioner:

  • Forretningskvitteringer
  • Understøttelse af fagsystemerne i at læse debitor- og kreditorinformation i økonomisystemerne.

Forretningskvitteringerne skal understøtte, at kommunernes fagsystemer kender til status på behandlingen af den information, de fremsender. Når posteringer fra ØiR er sendt til det enkelte økonomisystem, og posteringen forretningsmæssigt er blevet behandlet, skal der for hver postering sendes en forretningskvittering med resultatet af den forretningsmæssige behandling i økonomisystemet. Ligeledes skal læsning af debitor- og kreditorinformation sikre at økonomisystemerne bliver endnu mere anvendelige for kommunerne og deres fagsystemer.

På mødet præsenterer vi vores tanker om de to nye funktioner og håber på en god dialog om mulighederne.

Bemærk at der siden første offentliggørelse af ØiR-dokumentationen er sket yderligere afklaringer og arbejde med emnet. Det har givet anledning til tilføjelser, præciseringer og nye behov. Læs mere herom i denne præsentation.

Ydelsesrefusion

Som ekstra punkt på mødet ønsker KOMBIT at introducere den kommende løsning til Ydelsesrefusion, der også forventes i en vis udstrækning at skulle benytte ØiR. Som led i den forventede reform på refusionsområdet får kommunernes økonomisystemleverandørerne en række ændrede opgaver. Introduktionen vil blandt andet berøre ændringer/tilføjelser til e-Indkomst samt Ydelsesrefusions brug af funktioner mod økonomisystemer. Læs mere om Ydelsesrefusion eller se møde-præsentationen her.

Materiale til kommentarer

Der er udarbejdet materiale vedrørende de nye funktioner i ØiR og Ydelsesrefusion. Alle former for feedback på baggrund af materialet er velkomne – send en mail til IWI@kombit.dk inden den 20. august.