Dialogmøder på Aula

KOMBIT inviterer til dialog om implementeringen af Aula.

Om ca. et år vil de allerførste pilotkommuner gå i gang med at bruge Aula. Og i 2019 vil alle landets folkeskoler tage Aula i brug. Derfor er det vigtigt at komme i gang med implementeringsprocessen snart.

I løbet af oktober og november har alle skole- og dagtilbudschefer, BPI-kontaktpersoner og Aula projektledere mulighed for at blive klogere på den kommende implementeringsopgave på Aula. Det sker på ti møder rundt om i landet, hvor der blandt andet skal tales om organisering, tidsplaner og værdiskabelse.

Møderne holdes for grupper af ca. ti kommuner, så der bliver mulighed for at tale sammen og udveksle ideer og erfaringer.

Husk skole- og dagtilbudscheferne

Det er væsentligt, at kommunerne møder op med de personer, der har brug for information omkring opgaven. Derfor opfordrer vi stærkt til, at Aula-projektlederne og BPI-kontaktpersonerne tager deres skole- og dagtilbudschefer under armen og tager med, så de kan få en vigtig fælles forståelse af de opgaver, der ligger forude.

Invitationer til møderne er sendt til alle skole- og dagtilbudschefer, BPI-kontaktpersoner og Aula-projektledere, og mange kommuner har allerede tilmeldt sig. Det er gratis at deltage i mødet, men af praktiske årsager kan hver kommune max. sende fire deltagere.

Værdi, organisation og strategi på dagsordenen

På møderne vil vi præsentere de overordnede rammer og planer for projektet og blandt andet give et overblik over de vigtigste milepæle. Herudover vil vi på møderne komme ind på:

  • Hvor ligger værdien i Aula, og hvad kan kommunen selv gøre for at få Aula til at give værdi?
  • Hvordan bør organiseringen i kommunerne opbygges. Hvilke roller skal afdækkes i Aula projektet, og hvilke kompetencer bør de forskellige roller besidde?
  • Hvad skal kommunen selv gøre, og hvilken hjælp kan og ønsker I at få fra KOMBIT og Netcompany?
  • Hvilke strategier og planer bør I gøre klar inden ibrugtagningen, og hvilke overvejelser bør I gøre jer fx i forhold til kanalstrategien?

Vi i KOMBIT glæder os meget til at mødes med jer og drøfte, hvordan vi bedst muligt støtter jer i arbejdet frem mod ibrugtagning af Aula på skole- og dagtilbudsområdet.