Det nye Bygnings- og Boligregister er snart klar til implementering

I sommeren 2017 bliver Bygnings- og Boligregisteret (BBR) klar til implementering i en ny og forbedret udgave.

De seneste måneder har holdet bag BBR arbejdet på at få den nye og forbedrede udgave af BBR klar til implementering i landets kommuner.

Projektleder Henrik Grønbæk Kristensen udtaler:

Vi har arbejdet benhårdt på, at Kommunerne kan få glæde af en ny BBR-løsning så hurtigt som muligt

Lanceringen af det nye BBR vil ske i 2 trin, først BBR 1.8 og senere BBR 2.0.

Kommunerne kan forvente, at BBR 1.8 bliver klar til den 6. juni 2017. BBR 1.8 betyder i praksis, at den nye brugergrænseflade, som er udviklet i samarbejde med kommunerne, vil blive tilgængelig. Nogle af de nye funktioner kan imidlertid ikke udrulles før det samlede Grunddataprogram ligger klar. Systemet kommer dog til at bibeholde de funktioner som findes i den kørende løsning.

Lanceringen af BBR 2.0 sker i sammenhæng med Grunddataprogrammet. I Grunddataprogrammets nye plan vil BBR 2.0 blive idriftsat sammen med de øvrige ejendomsdataregistre medio 2018.

Udrulningen af BBR 1.8 kommer i en periode til at trække på bl.a. det ESR-register, som står overfor en udfasning sammen med andre systemer i forlængelse af Grunddataprogrammet. BBR-løsningen kommer dermed til løbende at udskifte koblingen fra de systemer som udfases – til de systemer der indføres som en del af Grunddataprogrammet.

Denne udskiftning vil ved sin afslutning betyde, at kommunerne sidder med den BBR 2.0 – som er en del af den samlede grunddatapakke – mens de får glæde af forbedringerne i brugergrænsefladen igennem hele forløbet.