Byg og Miljø 2.0 er nu i genudbud

Den fælleskommunale it-løsning Byg og Miljø er nu i genudbud. Deadline for ansøgning om prækvalifikation er d. 15. november 2016 kl. 12:00.

På vegne af de danske kommuner udbyder KOMBIT en kontrakt om transition, drift, vedligehold, videreudvikling og support af den eksisterende fælleskommunale it-løsning Byg og Miljø.

Genudbuddet vil blive gennemført som et begrænset udbud, og deadline for anmodning om prækvalifikation er d. 15. november 2016 kl. 12:00.

Vi forventer at annoncere hvilke leverandører, der er blevet prækvalificeret, i uge 51 i 2016.

Information via EU-Supply

For at kunne deltage i udbud fra KOMBIT, er det et krav, at man er registreret i EU-Supply CTM. Vi vil anbefale kommende tilbudsgivere at registrere sig allerede nu. På forsiden af EU-Supply findes en Quick Guide til online registrering. Registreringen er gratis.

Efter registrering kan du finde information om igangværende udbud i KOMBIT mv. Al kommunikation om igangværende udbud i KOMBIT foregår via EU-Supply og eventuelle spørgsmål til prækvalifikationsmaterialet skal ske via EU-Supply.

Gå til EU-Supply CTM her.

Om Byg og Miljø

Byg og Miljø er den digitale løsning, hvorigennem danskerne søger om bygge- og miljøtilladelser i alle landets kommuner.

Byg og Miljø blev implementeret i alle landets kommuner i april 2014, og består af en byggedel, en borgerrettet miljødel og en virksomhedsrettet miljødel. Læs mere om løsningens tre områder.

Løsningen er sendt i genudbud, da lovgivningsmæssige tiltag – og udviklingen på området generelt – medfører et behov for udvidelser af løsningen. Med genudbuddet vil KOMBIT bl.a. sikre, at kommende større videreudviklingsopgaver kan gennemføres.