Brugere giver input til DUBU 3.0

Anden runde brugervenlighedstest af DUBU 3.0 er netop afsluttet. Her kan du læse om brugernes umiddelbare vurdering af løsningen.

Til efteråret 2018 udløber kontrakten med den nuværende leverandør af DUBU. I den forbindelse kan 71 kommuner se frem til et forbedret DUBU (DUBU 3.0), som fortsat skal understøtte socialrådgivere og administrative medarbejdere i deres arbejde på området for udsatte børn og unge.

I forbindelse med udviklingsarbejdet af DUBU 3.0, er de kommunale brugere bl.a. blevet inviteret til at deltage i løbende test af systemet. Den nye leverandør af DUBU, Netcompany, har nu gennemført de første to runder brugervenlighedstest af den allerførste prototype af DUBU 3.0.

Et brugervenligt DUBU med en høj grad af genkendelighed

Kommunerne har ønsket et brugervenligt DUBU som har en høj grad af genkendelighed i forhold til den begrebsramme, der benyttes i det nuværende DUBU.

For at sikre at løsningen lever op til disse ønsker, er brugerinddragelse i løbet af udviklingsfasen utrolig vigtig. Derfor afholdt Netcompany den 4., 5. og 7. december brugervenlighedstest. Her var formålet at teste om systemet opleves intuitivt for brugerne og hermed lever op til kravet om et brugervenligt DUBU, som ikke opleves helt fremmed for sagsbehandlerne og andre DUBU-brugere.

Godt overblik og nemt at gå til

I alt deltog 10 brugere og superbrugere i brugervenlighedstesten, som fandt sted i København og Aalborg. En af deltagerne var socialrådgiver Kristine Hansen fra Svendborg Kommune, som har været bruger af DUBU i knap to år.

Kristine blev placeret i et lokale sammen med en medarbejder fra Netcompany, som præsenterede hende for prototypen af DUBU 3.0 på skærmen foran hende. Herefter blev hun stillet en række opgaver, som hun skulle løse i systemet, mens hun forklarede lidt om tankerne bag sine handlinger.

Opgaverne er med til at give projektgruppen en indikation af, om løsningen opleves intuitiv, er let at bruge og ikke mindst er genkendelig for brugerne. Efter testen spurgte vi Kristine til hendes umiddelbare vurdering af DUBU 3.0:

”Taget mine it-kundskaber i betragtning, må jeg sige, at det er brugervenligt og nemt at gå til”, siger Kristine og tilføjer:

”Det er virkelig nemt at danne sig et overblik og generelt meget lige til, fordi meget jo stadig ligner det, vi har i dag. Selv de opgaver, jeg normalt ikke arbejder med, fandt jeg hurtigt ud af at løse.”

Socialrådgiver Jens Sørensen fra Næstved Kommune deltog også i brugervenlighedstesten. Jens har været bruger af DUBU i fire år og har tidligere været superbruger. Om det nye DUBU siger han:

”Det er meget overskueligt at arbejde med. Det virker super godt, og jeg glæder mig til, at vi skal i gang med at bruge det i kommunen.”

Gode input til videreudvikling

Som man må forvente med brugervenlighedstest så tidligt i udviklingsforløbet, er der naturligvis flere ting, som vi skal hjem og arbejde videre med. Blandt andet skal der rykkes rundt på nogle knapper og rækkefølgen på nogle aktiviteter, og så er der ikoner, som skal gøres mere tydelige.

Heldigvis var der også mange ting, som vakte stor tilfredshed blandt testdeltagerne. Blandt andet var der enighed om, at antallet af kliks er væsentligt reduceret sammenlignet med det nuværende DUBU. Så konklusionen på dagene er, at vi helt sikkert er på rette vej.

Næste runde brugervenlighedstest afholdes i slutningen af januar 2018. Hvis du er bruger af DUBU, og har lyst til at deltage i de næste brugervenlighedstests, er du meget velkommen til at skrive til DUBU@kombit.dk.